Fjord-MC Oldtimerløbet i Ringkøbing blev afviklet d. 15. juni 2019 med 77 tilmeldte køretøjer og 95 personer.

Billeder fra arrangementet kan ses Her

Dagens program så således ud:

10:00 Vi mødes på Torvet i Ringkøbing til registrering m.v. og til kaffe og kanelkage i Gågaden.

11:30 Start på ”Oldtimerløbet”, en køretur på ca. 112 km.

16:30 Alle motorcykler er kommet hjem fra turen og har afleveret kontrolkortet.

17:00 Fælles spisning og præmieoverrækkelse i Vesterhavs-Hallen.

 

Skal man, en lørdag i juni, køre op til et par hundrede km. (for nogens vedkommende endnu mere) på en ældre to-hjuler, er det altså sjovest i tørvejr, men vejrudsigten for denne lørdag sagde regn, rigtig regn, det var, i hvert fald set med vores briller MEGET træls, og det var desværre nok det der fik en halv snes stykker til at blive hjemme.

Men vejret kunne heldigvis ikke hindre Gågadens butikker i, som sædvanligt, at servere kaffe og kanelkage, - og det kunne tilsyneladende heller ikke ændre på de mange fremmødtes gode humør, så der blev drukket kaffe og hyggesnakket i stor stil under de mange parasoller. Endnu en gang stor tak til Gågadeforeningen.

Starten på køreturen gik som sædvanligt kl. 11.30 (i tørvejr) og efter en lille tur rundt i landskabet (og en pæn regnbyge) trillede man ind i Lem, der var pyntet med flagallé gennem hele byen. Om det var til ære for os, eller det var for Dannebrogs 800 års fødselsdag, ved jeg ikke helt, det var nok begge dele, men smukt var det. Smedenes Hus lagde lokaler til frokostpausen og de havde da virkelig dækket op til fest i den store sal med siddepladser til alle og stort orkester der faktisk kunne spille musik, som i hvert fald vi mere erfarne kunne forstå. Tak til Smedenes Hus for dette arrangement, det var en god frokostpause. – Og dertil var det i mellemtiden blevet tørvejr og (næsten) solskin.

Så anden del af turen bød faktisk på rigtig pænt kørevejr og efter en god tur rundt i området, også på et besøg hos Skjern MC. Der er der jo altid noget at kigge på for MC interesserede, ligesom der altid er kaffe på kanden og mulighed for en MC-snak, det var der selvfølgelig også denne lørdag. Også stor tak til Skjern MC for at de ville åbne dørene for os denne lørdag eftermiddag.

Kl. ca. 16.30 var de fleste deltagere kommet tilbage til Vesterhavs-Hallen, men der manglede en og det gjorde der stadig en halv time senere. Det var en ellers meget smuk grøn BSA der havde givet op midt i det hele, vist en utæt toppakning og som derfor måtte hjælpes hjem med servicevognen.

Vesterhavs Hallen serverede denne gang Forloren hare med det hele og efter at den var sat til livs kunne vi med stor fornøjelse uddele præmier til følgende:

  1. Præmie og pokal til start nr. 41 Jan Orloff Christensen, Ringkøbing
  2. Præmie til start nr. 64 Frank Sørensen, Videbæk
  3. Præmie til start nr. 28 Jan Christensen, Give

Årets favorit-MC: Denne gang ”Smedenes Hus” favorit, blev vundet af start nr. 1 Birte Fenger, Ringkøbing med sin Harley Davidson Twin fra 1930.

Årets favorit-MC udvælges normalt der hvor løbet holder frokostpause. Vi vælger en person fra stedet, som i løbet af frokostpausen skal udvælge en MC/Scooter som sin absolutte favorit blandt de deltagende køretøjer. Det er ikke nødvendigvis det smukkeste eller mest originale køretøj der bliver valgt. Personen lægger helt selv sine kriterier for udvælgelsen.

Stor tak til alle deltagere og løbets sponsorer.

Og endnu engang: Kæmpe stor tak til vore trofaste hjælpere, uden deres hjælp går det simpelthen ikke.

Næste Fjord-MC Oldtimerløb afholdes som sædvanligt tredje lørdag i juni, det vil sige 20. juni 2020.

Så har du en motorcykel/scooter der er fra 1985 eller før og har lyst til at deltage, skal du blot holde øje med denne hjemmeside. Her vil Invitation og Tilmeldingsblanket blive lagt ud i foråret 2019. Eller du kan også bare sende os en mail på oldtimerlobet@gmail.com så kommer du på mail-listen og får en besked, når det er tid til tilmelding.

Alle tidligere deltagere og andre vi har adresser på, får tilsendt en mail når det igen bliver forår og Invitation og Tilmeldingsblanket er klar.

        Tak for denne gang

Med venlig hilsen

Fjord-MC Oldtimerløbet

v. Ingvar, Jean, Egon


Egon

Jean

Ingvar

 

Websponsor:

Kontakt

Klubaftener om vinteren:
Medborgerhuset,
Herningvej 7 A
6950 Ringkøbing.
Alle torsdage i lige uger, kl. 19.00.
Fjord MC Klubbens konto: 7670-2825045
fjordmc6950@gmail.com